2,4 millioner kroner.
Så meget har én nordjysk vagtlæge som minimum tjent siden januar sidste år alene ved at bede sine patienter om at deltage i en videokonsultation. Det kan Radio4 Morgen fortælle på baggrund af aktindsigter i vagtlægernes brug af videokonsultationer.
Lægens honorar havde været omkring en tredjedel, hvis lægen udelukkende havde talt i telefon med patienterne. Det høster nu kritik fra to eksperter.
- Umiddelbart forekommer det uhensigtsmæssigt, at man har en honorarstruktur, som gør, at man ikke kan udelukke økonomitænkning i lægernes valg af konsultationstype, siger Jes Søgaard, der er professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet.
Han bakkes op af Einar Baldvin Baldursson, der er lektor i arbejds- og organisationspsykologi ved Aalborg Universitet.
- Uanset om man interesserer sig primært for pengene eller ej, så bliver man langsomt bragt til at betragte det som en positiv ting at gøre det, der giver flest penge i lommen, og det vil helt automatisk undergrave hensynet til kvalitet, siger Einar Baldvin Baldursson.
Tre regioner
I Region Midtjylland, Region Syddanmark og Region Nordjylland har PLO en aftale med regionerne om, at lægerne får et honorar pr. konsultation, de udfører. Som en del af aftalen er honoraret for en videokonsultation tre gange højere end en telefonkonsultation.
- Lønsystemet ikke bare belønner dem. Det opfordrer dem til at træffe beslutninger, siger Einar Baldvin Baldursson.
I alle regioner har brugen af video i lægevagten været stigende, siden det blev indført under coronapandemien. Region Sjællands tal er ufuldstændige, men regionen oplyser, at anvendelsen af video er steget det seneste år.
For de fire resterende regioner har der samlet været en stigning på 30 pct. i brugen af video, hvis man ser på det første halvår sidste år og det første halvår i år.
Få læger trækker op
Det er få læger, der især er drivkraften bag det stigende antal videokonsultationer i lægevagten.
Den nordjyske læge, der som minimum har tjent 2,4 millioner udelukkende på at bruge video siden januar sidste år, har for eksempel stået for hver fjerde videokonsultation i hele Region Nordjylland.
I Region Syddanmark står otte procent af vagtlægerne for halvdelen af alle videokonsultationer. De to læger i den region, der har tjent mest, har som minimum tjent henholdsvis 2,1 og 1,3 millioner kroner på at få deres patienter til at trykke på videolinket.
- Man kan ikke udelukke, at der er nogen, der er hurtigere til at tænke økonomisk her, siger Jes Søgaard, der samtidig tilføjer, at der også kan være tale om, at nogle læger har været hurtigere til at omfavne den nye teknologi end andre.
Danske Regioner og PLO har ikke ønsket at stille op til et interview.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.